Dette er et slags motto for boken, plassert behørig før boken starter. Det sier nok noe om at bak våre fasader kan det finnes mye rart…

Menn

Hva er menn brukende til? Den gang jeg vokste opp i nesten de samme omgivelser som hovedpersonen i Antifeministen, så var det mye snakk om at menn var best på boks. Det vil si: greie til sitt bruk, men som ånden i flasken ville jenter helst sperre mannen inne når de ville ha fred og ro. Eller venninne-tid. 

Ånden i flasken er blant annet et eventyr fra Brødrene Grimm:

Den unge mand begyndte at rode under træet blandt rødderne, og til sidst opdagede han i en hulning en lille glasflaske. Han løftede den op og holdt den imod lyset, og så da noget som lignede en frø, springe frem og tilbage derinde. «Lad mig komme ud, lad mig komme ud,» råbte stemmen igen. Han tog proppen af, og straks steg der en ånd op og voksede og voksede og blev efter et øjebliks forløb forfærdelig stor, halv så stor som det gamle egetræ. «Ved du, hvad du får til løn, fordi du har ladet mig komme ud?» råbte ånden med sin skrækkelige stemme. «Hvordan skulle jeg dog vide det,» sagde manden, ikke en smule bange. «Så skal jeg sige dig det,» råbte ånden, «jeg vrider halsen om på dig.» – «Det skulle du have sagt mig noget før,» sagde manden, «så havde jeg ladet dig blive derinde.»

^Grimm

Hva er meningen med det? Ja, si det. Jeg kom til å tenke på det da jeg leste den ganske tynne boken skrevet av Rune Salvesen. Hovedpersonen, Fillip, er også glad i bøker som gir et løfte om å bli ferdig. Han finner en å lese da han rydder leiligheten til moren – hun er død – som tilfeldigvis heter Hundre års ensomhet av Gabriel Garcia Marques. En klassiker, antagelig i bokhylla til moren fordi hun var medlem i en bokklubb. Moren var ingen intellektuell. Fillip hater moren. Han er glad hun er død, og har med nød og neppe kommet seg igjennom begravelsen. På et tidspunkt får han spørsmål fra den eldste datteren om hvorfor han ikke sørger over moren. Det er vanskelig å svare på, ingen vet hva moren gjorde mot ham i oppveksten. Hun var ensom, faren til Fillip reiste til USA og overlot sin eneste sønn til en ustabil og nærhetsøkende mor med dinglende pupper og nakent kjønn.

Det er noe inni Fillip. Noe vondt. Han har endt på psyk, i en alder av førti er han blitt assisterende avdelingssykepleier. Han må blant annet ta seg av ungdoms-kameraten Truls, som har sine vonde perioder og blir innlagt. Det virker ikke langt unna at Filip selv kunne vært innlagt. Han har traumer.

Traumer som er skapt av moren. Som gjør at han aldri klarer å hevde seg selv, komme med egne ønsker, gjøre som han selv vil. Være en mann. Istedet har han lagt kvinner delvis for hat. Særlig at de tvinger ham inn i en levemåte som ikke er hans egen. Hus, bil, barn, pendling, hyggelige sammenkomster som han hater, livet som en innestengt ånd i et glassbur. Han vil ut, men har ikke klart det. Arven etter moren gir en mulighet. Han vil ha et feriested på Rivieraen. Noe ufornuftig. Konen vil selvsagt betale ned gjeld, kjøpe ny bil, være fornuftig.

Kvinner er fornuftige. Menn er som innestengte ånder som lengter ut. Det er farlig å slippe dem løs, den første tanken kan være å drepe noen. Han tenker i begravelsen til moren:

Tolv år gammel fantaserte jeg om å drepe moren min. Jeg skulle dytte henne ned på skinnene idet toget kom inn på stasjonen i Stavanger. Bare en liten dytt. Hun skulle falle ned der, havne under hjulene,og så ville jeg endelig slippe unna.

Han gjorde ikke det. Hun døde av naturlige årsaker, etter et usunt liv. Hun misbrukte sin sønn, og han var glad hun døde. 

Dette er en trist bok. Tittelen lover noe, men det som skildres er ensomhet, mislykket liv, følelse av å være fanget. Innestengt i egne følelser klarer ikke Fillip å leve det livet han egentlig ønsker. Ånden klorer og skraper, men slipper ikke ut. Mot slutten av boken nærmer det seg et oppgjør. Kanskje kommer han ut, kanskje har han vært innesperret så lenge at de som slipper ham ut må lide. 

Boken er ikke noe egentlig oppgjør med feminisme. Den er et skrik om hjelp. Kvinner representerer moren, som var alt annet enn feminist. Jeg tenker at han er mer antimor enn antifeminist. Vi har flere eksempler i litteraturen på menn som har blitt dominert av sin egen mor, noen av dem har blitt flotte seriemordere. Fillip har så langt bare blitt en mislykket mann. Som smyger unna problemer, som er feig, som ikke tør å stå for egne meninger. Som drømmer at han er tøff.

Jeg forstår at tittelen kan provosere. Innholdet er derimot ganske vart og sårt. Det er tanker mer enn handlinger. Fillip føyer seg etter viljen til kvinnene i hans liv, men han liker det ikke. Til slutt tenker Fillip:

Hva vet vi om andre, som ikke egentlig handler om oss selv?

Det er en bok om kommunikasjon, om å forstå hverandre. Si hva vi mener, hvem vi er – og håpe at den andre kan ta imot. 

Menn har også følelser. Fillip deler ikke sine fordi han er redd. Det er mer vanlig enn vi gjerne tror. Det kan gå galt.